Over and out

Til trods for en manglende aktivitet her på det sidste, vil jeg nu alligevel runde af, hvad jeg startede tilbage i januar.
Forrige lørdag sluttede festlighederne og jeg pakkede mine ting og kørte, med knust men taknemmeligt hjerte, tilbage til Odense.
De sidste par måneder har været sindssygt hektiske og fyldt med optagelsesprøver, projekter, arrangementer, fester osv.

Vi har bl.a. været på Northside-festival, for at udstille billeder til deres hegn og feste, hvor to af de andre linjer på skolen byggede kulisser til Distortion.
Vi har løbet halvmarathon, som i øvrigt var en ret vild oplevelse, når man ser bort fra de sidste tre kilometer der var ganske hæslige og på ingen måder særlig “mine-fødder-løber-af-sig-selv-og-jeg-kører-på-ren-adrenalin-agtige”. Dog gik det rigtig godt og jeg kommer MÅSKE til at få lyst igen…
Vi har holdt temafester til den store guldmedalje.
Fejret d. 17. maj, på så god norsk vis som muligt.
Vi har nydt sommervejret, som virkelig gerne må komme tilbage snart.
Vi har været i Djurs Sommerland.
Vi har haft galla.
Osv osv..

For lige at runde af, vil jeg sige et par pæne ord om Den Skandinaviske Designhøjskole.
Jeg vil jeg anbefale stedet til ALLE der bare interesserer sig den mindste smule
for design og arkitektur.
Jeg har lært så meget på de seks måneder, både om mit fag, om andre mennesker, om grænser, og om initiativ. Opholdet har været alle pengene værd og de oplevelser, erfaringer, kontakter, minder og mennesker jeg har fået med mig videre, kan ingen tage fra mig og jeg kan ikke begribe, hvordan tiden kan været gået så hurtigt!

Kig på hjemmesiden, tjek facebook og Instagram ud og skriv eller ring endelig til skolen, ang. spørgsmål. De vil så gerne hjælpe.

//Amen

Baby jeg er din

… Berlin, Berlin, Berlin.

Det blev studieturs-tid på DSDH, og vi drog i den forbindelse afsted mod Berlin i lørdags.
Jeg har, af uransagelige årsager, aldrig været der før, så forventningerne var store.
Vores lærere har hele tiden gjort det klart, at vi skal glemme alt, hvad vi troede vi vidste om begrebet “studietur”, med hvad det ellers indebærer.
Utallige kirker, kedelige muséer, lange dage med tømmermænd og besøg ved de mest kendte turistfælder, ville være det sidste, vi skulle opleve.

Og det fik de i den grad ret i..
Ugen har været spækket med, for grafisk’ vedkommende, spændende besøg på gallerier, designmuséer og designbureauer. Men ikke mere spækket end at der har været plads til frihed og kompromisser.
Til trods for at vi har vandret Berlins gader tynde, og at flertallet har fået vabler, har det, på grund af spændingsniveauet, slet ikke føltes hårdt.
Alt vi har set og lavet har været vildt interessant, og vi er vist allesammen enige om, at det har været en virkelig god tur.
Jeg har spist en masse lækker mad, fået fregner på næsen, haft bare ben og drukket store, kolde tyske øl. Det absolut bedste har dog været rammerne omkring arrangementet, for hold op jeg er blevet vild med Berlin og alt dens gadekunst, coolness og den rå atmosfære.
Dér kunne jeg snildt forestille mig at leve, i hvert fald mens jeg er ung.

Nu vil jeg nyde, at jeg er færdig med alt hvad der hedder optagelsesprøver, og at solen virkelig er kommet til Danmark.
Dagen i dag har været så langsom – præcis som en rigtig lørdag bør være.


Sakura-tid


Urban Spree Gallery i RAW


En af de mange gode øl, ved en kunstig beach-bar.


Darth Vaider i Friedrichshain


Opgave omhandlende reperation af ting i bybilledet.


og… mere street art

Hvis man vil se flere billeder fra turen, kan man kigge på højskolens Facebook og Instagram

Hamborg

Til min fødselsdag fik jeg en weekendtur, af min kæreste, til Hamborg,
som blev indfriet tilbage i november.
Jeg lavede efterfølgende en lille stemningsfilm, primært som alternativ til de 1000 feriebilleder man altid tager, men aldrig kigger på igen, eller får vist til nogen.
Det er bestemt noget, jeg vil gøre igen (at vælge film frem for fotos), og når jeg nu vil kigge tilbage på turen, skal jeg blot bruge 2,5 min af mit liv på det.

Tag et kig hvis I vil se lidt glimt fra Hamborg, som i øvrigt er en fantastisk by, hvor jeg med garanti kommer til at tage på ferie igen…
Og så kan man jo altid lige besøge Neumünster på vejen.

Back on track

Så blev det april og det er dermed over en måned siden, at jeg sidst har skrevet herinde.
Det er ikke uden grund, da det sidste stykke tid har været jævnt hårdt.
Størstedelen af mine medstuderende, og jeg selv, har lavet optagelsesprøver til diverse uddannelser.
Til trods for stressniveauet, har humøret været højt og folk har været gode til at hjælpe hinanden og give krammere, når der var brug for det.

Derudover er der ikke så meget nyt herfra. Jeg trives, folk er fortsat søde, foråret kommer snigende og jeg har, til trods for en virkelig dårlig periode og nedadgående form, rundet de 14km i min optræning – hvilket var sindssygt hårdt. Der er stadig lang vej igen til de 21km.
Vi har i disse dage besøg af illustrator Michael Rytz, hvilket nok skal blive spændende!

Hav det godt.

Weekendens udskejelser

Vi er i dag vendt hjem fra Ry-området, hvor vi har været på hyttetur siden fredag morgen.
Vi startede ud med en gåtur fredag og mountain climb på Himmelbjerget.
Efterfølgnede var der fri leg, med volley, stikbold og hvad man ellers havde lyst til – det var jo perfekt vejr til at være ude.
Lørdag formiddag blev vi sat ind i en bus og kørt ud i vildmarken. Vi havde fået at vide, at vi skulle gå mellem 15 og 20 km, så vi skulle have varmt og praktisk tøj på. Desuden skulle dem der havde muligheden, have et kamera med.
Da vi havde kørt et stykke tid, stoppede bussen pludselig midt på en vej og tre-fire personer blev råbt op.
De skulle forlade bussen og ingen vidste hvilke informationer de fik af lærerne. Sådan forløb det i noget tid, at folk blev sat af på skift. Det var pænt nervepirrende og lidt spændende.
Efter lang tid blev det min tur til at blive sat af, sammen med to andre. Vi fik tildelt et opgaveark, et æg og fik taget vores telefoner. Derefter skulle vi selv finde tilbage til Ry. Opgaverne hed bl.a; I skal drikke kaffe med en fremmed, I skal gøre en god gerning, I skal finde et kæledyr og få dets navn og historie, I skal alle dyppe en fod i vand, men ikke det samme vand, osv. Hovedformålet med dagens mission hed; det handler ikke om hvor hurtigt I kommer hjem, men hvilke historier I har med.

Vi blev sat af ude på landet og vidste, at vi var i nærheden af Ejer Bavnehøj, så det blev vores første mål. Vi mødte mange søde mennesker (og hunde) på vores vej og blev bl.a budt på testsmagning af is og sandwich på Ejer Bavnehøj, vi fik lov at køre en Rhino, vi begravede en fugl, fik dyppet fødder og fik til sidst inviteret os selv ind på kaffe hos den sødeste familie, som endte med at køre os et stykke af vejen hjem. Manden mente at det var umenneskeligt at gå hjem, og det kunne vi kun give ham ret i. Jeg ved ikke hvor langt vi gik, men et slag på tasken er 13 km. Nogle af de andre grupper gik over 20km.

I starten var det meget grænseoverskridende, men det endte med at blive den sjoveste dag og jeg kunne sagtens finde på at gøre det igen!

I den forgangne uge har vi arbejdet med avis-layout, helt basic, i InDesign, så der er ikke så meget at fortælle der.

Skærmbillede 2016-02-28 kl. 21.45.12 kopi

« Older posts

© 2017 Blog

Emilie Findsen blog